Slåbrock 2021
Kjeld Torbjørn var stifter, leder, sanger og sangskriver i det legendariske Slåbrock Band tilbage i 1970erne og 80erne - og her 46 år senere kører både han og Slåbrock stadig derudad for fulde gardiner.
I 2021 fylder han 75 år - men påstår at han er i bedre form, end da han debuterede som 28-årig.
Det gamle Slåbrock er for længst slidt til trevler - men nye friske musikere udgør i dag henholdsvis Slåbrock Trio til de mindre spillesteder.
Det er dejligt at spille med trioen for et mindre antal mennesker, som man nærmest alle har øjenkontakt med, siger Kjeld Torbjørn.
Skønt er det, når de ældste har taget de unge med - eller omvendt. Og alle synger med på gamle hits som "To gears Diesella", "Banko" eller "Er min ring mon for stram til din finger. Så rejser mine nakke-hår sig, og jeg glemmer helt min alder. Hvem havde troet, at de sange en dag ville være evergreens? Man kalder det kult! Dét betragter jeg som en stor ros, siger Torbjørn.
2020 har grundet Corona ikke været let for musikbranchen, men Torbjørn håber, det vil lysne i 2021, så han og hans Slåbrock kan komme rundt og fejre de 75 år på både små og store scener.
Det er stadig dialekten fra Vendsyssel, der præger Slåbrock-repertoiret, men det synes ikke at udgøre nogen hindring for publikum, der også får et par nyere sange fra de CDer, Slåbrock har udsendt de senere år.
Et nyt album er faktisk på vej i anledning af 75 års-dagen.
På scenen er Kjeld Torbjørn i forrygende musikalsk selskab med Torkild Mørch Albrechtsen på guitar samt Ole Albrechtsen på guitar og dobro.