Ny teaterforestilling fra Mette Rønne
Mette Rønne har efterhånden besøgt os i BASaren en hel del gange, når hun er på turne med hendes teaterforestillinger.
Denne gang er det en alvorlig komedie frit efter Pirandellos "6 Karakterer søger forfatter".
Der er forestillingsprøve på et teater. Alt er som det plejer, men inden længe vendes alt på hovedet. En far og datter ankommer og påstår de er roller, som gerne vil skrives færdig.
Men kan det passe? Findes roller udenfor teatret og kan de spille sig selv på en scene? Hvad er virkeligt og hvad er illusion? Og kan man dømmes ud fra en enkelt forkert handling?
FORFATTER SØGES er en bearbejdelse af Pirandellos berømte "6 karakterer søger forfatter", som skabte furore da den fik premiere, fordi den stiller spørgsmål ved både menneskets og teatrets væsen. Spørgsmål om hvad en sand historie er og om sandhed overhovedet findes, tages op i en skønsom blanding af humor og tragik.
Mette Rønne står alene på scenen og spiller samtlige roller i forestillingen. Sidst hun gjorde det skrev anmelderne bl.a.: 'En masterclass i ekvilibristisk skuespilteknik og dødens charmerende' og 'en skuespillerteknisk kraftpræstation'. Om instruktøren Anders Brink skrev de bl.a.: 'Lynende intelligent iscenesat'.